Boligsocial indsats uden bæredygtig strategi

Der er siden midten af 90´erne brugt adskillige milliarder på boligsociale indsatser, og der er bestemt opnået mange resultater. Men det er tankevækkende, at så få arbejder med en forankringsstrategi. Jeg har ofte mødt projektfolk, der snakker om forankring – men ikke før i sidste projektår – og så er det for sent!

Det er blevet almindeligt for fonde og ministerier, at spørge til forandringsteorier, når man søger penge til projekter. Men hvad er en bæredygtig forandringsteori på det boligsociale område? Der mangler simpelthen viden, forskning og erfaringsopsamling på dette vigtige område.

Boligsocial forankring handler blandt andet om, at frivillige beboere og afdelingsbestyrelser skal tage ansvar og have modet, viljen og evnerne til at overtage mange af de boligsociale indsatser. Men hvorfor bevilger Landsbyggefonden, og for den sags skyld regeringen, ikke penge til at udvikle den boligsociale kapital i områderne? Der bevilges ekstraordinære midler til projektansatte, til renoveringer og til boligsociale indsatser, men man glemmer at bevilge penge til de beboerdemokrater og ildsjæle, der skal forankre projekterne.

De skal uddannes i projektarbejde, kulturforståelse, børn og unge-arbejde, i kommunikation og IT. De skal kunne evaluere, skrive historier og rapporter, lave hjemmesider og bruge de sociale medier. De skal kunne lede og motivere andre frivillige og kunne skabe innovation og udvikling. De skal have adgang til de bedste undervisere, og penge til kompetenceudvikling skal der være nok af.

Den manglende fokus på de frivillige, de beboervalgte og på borgerne gør, at det bliver meget sværere at gennemføre de boligsociale indsatser og at forankre de boligsociale projekter. I stedet for bliver projekterne forlænget, hvilket der ofte kan være behov for, men hvor blev forankringen af? Hvem stiller folk til ansvar over for, om der skabes varige løsninger i de udsatte boligområder?

Mange projektansatte gør et stort stykke arbejde. Ingen tvivl om det. Men er kvaliteten i orden? Er de rigtige kompetencer til stede? Arbejdes der med en bæredygtig forankringsstrategi, forankringsmetoder og konkrete forankringsplaner? Nej! Det er mere undtagelsen end reglen. Så der er ingen vej udenom. Lad os komme i gang – hellere i dag end i morgen!

Kim Tverskov