Københavns Kommune vil flytte fokus fra de små boligsociale projekter til mere varige tilbud og håber dermed bedre at kunne forankre den boligsociale indsats, fortæller områdechef i Københavns Kommune, Mia Helvig Manghezi.

Af Kim Tverskov
”Vi har i mange år snakket om vigtigheden af en forankringsstrategi på det boligsociale område, og i en periode har vi nu snakket om, at det er vigtigt, at den tænkes ind i starten af projekterne. Men nu er det på tide, at vi finder nogle flere klare bud på strategien.”
Sådan siger områdechef i Københavns Kommune, Mia Helvig Manghezi, der mener, at et af hovedproblemerne med forankring af de boligsociale projekter er, at de ikke udvikles i fællesskab.
”Enten er det boligorganisationen eller også er det kommunen, der er initiativtager. Der bliver ikke snakket nok sammen om udfordringerne, så det er ofte initiativtageren, der får ejerskabet til projektet, og det gør, at de andre samarbejds­partnere får sværere ved at blive en del af forankringsprocessen.”

Politik for udsatte byområder
Københavns Kommune har i det sidste år arbejdet målbevidst på at formulere en kommunal politik for udsatte byområder.
”I politikken for de udsatte byområder vil vi fokusere på, at kommunen bruger mere energi på kernedriften. Vi skal kort og godt satse mere på drift end på projektudvikling. Det er jo sjældent, at vi efter et endt projekt kan sige, at der er sket noget banebrydende. Vi tror, det giver bedre resultater, f.eks. på børn- og ungeområdet, hvis vi satser mere på at udvikle varige klubtilbud, da mange boligsociale ungeprojekter kan være svære at forankre.”

Større enheder
I Københavns Kommune arbejder de kommunale medarbejdere i øjeblikket i 33 boligsociale projekter hver med deres egne styregrupper. Det er ikke videre rationelt og hensigtsmæssigt for de boligsociale medarbejdere.
Københavns Kommune vil fremover koncentrere arbejdet med de udsatte byområder på tre områder. Det er på driften, på individorienterede tiltag, og på den områdeba­serede indsats. Indsatsen skal ifølge Mia ikke være midlertidig, men varig.
”Den individuelle indsats handler om, at det ofte er nogle få problemfamilier eller en gruppe unge, der skaber problemer i et boligområde. Gennem en mere individuel indsats kan vi måske hurtigere komme problemerne til livs.”

Færre projekter
Den udbredte projektkultur betyder, at der ofte udvikles mange konkurrerende tilbud og midlertidige projekter, som ikke forankres.
”Når vi går ind i projekter, vil vi fremover være mere fokuserede. Hvad er det, vi skal bruge projektet til? Vi skal ikke lave projekter for projekternes skyld. Det er vigtigt, at der er en progression frem mod et mål,” siger Mia.
Måske er det nemmere at forankre, hvis indsatsen er mere områdeorienteret end orienteret mod det enkelte boligområde?
”Vi tror, det er nødvendigt at organisere indsatsen mere områdebaseret, så en børn- og ungemedarbejder har kontakt med flere boligområder inden for et større geografisk område. Et geografisk område kan f.eks. være Amager. Vi ser dette som en klyngeorga­nisering, hvor kommune og boligselskab skal i gang med at samarbejde i et bredere geografisk område.”