Samskabelse er et begreb, der er i rivende udvikling. Mange af os, der arbejder med udviklingsprojekter, borgerinddragelse og udvikling af demokratiet kan se, at der ligger en masse potentiale i begrebet samskabelse. Nogle snakker om, at det er udtryk for et såkaldt “paradigmeskift”, hvor der er tale om en ny tilgang, en ny metode eller et nyt proces- og ledelsesværktøj.  Samskabelse tager afsæt i et menneskesyn, hvor man ser borgerne som eksperter i deres eget liv. De er brugere af service og ydelser og har en viden om, hvorfor noget ikke fungere optimalt. De har blik for systemfejl og ved ofte, hvor skoen trykker. Samskabelse er især relevant, når man skal håndtere et ikke klart defineret problem. Det handler ikke blot om at arbejde sammen om en opgave, men om at skabe løsningen sammen. Man skaber ejerskab og forankring og noget nyt, som hver part ikke kan skabe alene.

Samskabelse er en dialogform, hvor man erkender, at man ikke har fundet de vise sten. I samskabelse kan man frisætte potentialer og skabe kulturforandringsprocesser, hvor der opbygges et tillidsfuldt og tæt møde imellem samarbejdspartnere. Målgruppen er mere aktiv og er reel medskaber af løsningerne, hvorfor det skaber bedre og mere langtidsholdbare løsninger.

Samskabelse forudsætter at samarbejdspartnerne er parate til at være risikovillige og prøve nye ting af uden at vide præcist, hvor det hele ender. Partnerne skal være bevidste om, at rutiner og roller skal udfordres, og at nye relationer og måske nye kompetencer, vil kunne sikre bedre løsninger. Nogle mener at samskabelse baner vejen for en ny opfattelse af ledelse (faciliterende ledelse) som en velegnet metode og tilgang for de ledere, der samskaber med brugere, borgere og civilsamfundet.